“En god lærer påvirker sine elever og får måske afgørende betydning for deres valg i livet. Han kan skærpe deres sans for helt uproduktive fænomener som skønhed og poesi. Undertiden i en grad, så det etablerede system må anse det for en trussel mod samfundets orden.” Det skriver Mikael Busch i sit forord til denne bog med henvisning til Peter Weirs tankevækkende film “Døde poeters klub” (1989), hvori den karismatiske gymnasielærer John Keating (Robin Williams) forsøger at lære sine elever at “gribe dagen”.

CARPE DIEM handler om fænomener på alle niveauer i uddannelsessystemet – folkeskole, gymnasiet og universitetet.

Mikael Busch har været gymnasielærer i 25 år. Teksterne, der dels er helt aktuelle, dels er skrevet i den nære fortid, sætter uddannelsespolitikken og den pædagogiske udvikling i et tiårigt perspektiv og er som nedenstående uddrag af forfatterens indledning skrevet med både forstand og følelse som drivkraft:

Selvom der lå en god del 68-tænkning til grund for 2005-reformen, beskylder jeg ikke min gamle dansklærers generation for at have ansvaret for al uddannelsespolitisk dårskab de sidste 40-50 år. I virkeligheden har jeg et ambivalent had/kærlighedsforhold til 68’erne. I store dele af min ungdom hørte jeg 68-generationens musik, selvom det ikke var min musik. Jeg misunder den selvfølgelighed, hvormed 68-generationen lod sig opsluge af en tidsånd og blev en del af en slags vækkelsesbevægelse, der føltes rigtig.

Opgøret med den sorte skole forekom naturligvis indlysende rigtigt og nødvendigt, da det foregik. De fatale konsekvenser blev først tydelige mange år senere. (…)

I dag kunne jeg godt ønske mig et nyt anti-autoritært oprør. Denne gang rettet mod det nye professorvælde, der prædiker “læringsmålstyret undervisning”, hvor eleverne skal “lære at lære” og blive “så dygtige, som de kan” (Hvad ellers?). Mod endnu mere ulyksalig kompetencetænkning. Kort sagt: mod det New Public Management-regime, der er ved at forvandle vores skoler, gymnasier og højere læreanstalter til målstyringsdrevne produktionsvirksomheder.

Efter en række gennemgribende organisatoriske og uddannelsespolitiske reformer fremstår vores samlede uddannelsessystem efterhånden som noget, der er værre end den sorte skole. John Keating ville formentlig flygte skrigende bort, hvis han var underviser i dagens Danmark. I konkurrencestatens mistrøstige tidsalder handler det meste kun om fremdrift, om det målbare og det nyttige. Men dybest set bør undervisning selvfølgelig handle om det gode, det sande og det skønne. Og lærerjobbet er mere end nogensinde det vigtigste i verden.

Carpe diem!