Agedrup Krøniken
Ib Holdt
AGEDRUP KRØNIKEN er en spændende og veloplagt beretning baseret på anekdoter, lokalhistoriske data og historisk perspektivering.
Tonen er lun og ligefrem, hvilket tilfører krøniken en Palle Lauring-agtig lethed og folkelighed, som ikke alle historikere hylder, men som rigtig mange af os elsker, fordi der er kraft, poesi og visdom i fortællingen. Ib Holdts sprudlende fortælleglæde matches fint af grundigheden i hans omgang med kilder. Forfatteren har brugt i tusindvis af timer med hovedet begravet i arkivalier, som ingen andre før har studeret.
AGEDRUP KRØNIKEN er resultatet af forfatterens passionerede og livslange interesse for lokalhistorien i Agedrup Sogn. Den omhandler den lokale historie fra oldtiden frem til 1970. Det enestående indhold er baseret på kilder fra Stadsarkivet, Landsarkivet, litteratur, foreningsprotokoller og utallige samtaler med personer i sognet.
Ib Holdt, der er tidligere lærer og skolebibliotekar ved Agedrup Skole og nuværende formand for Lokalhistorisk Forening, har skrevet krøniken på baggrund af 100 artikler, som han gennem 17 år har leveret til lokalbladet Agedrup Rundt.
Bogen udgives i samarbejde med Agedrup Sogns Lokalhistoriske Forening.
Ib HoldtIb Holdt (f. 1935) er tidligere lærer og skolebibliotekar ved Agedrup Skole, tidligere timelærer ved Danmarks Lærerhøjskole i Odense og Haderslev og formand for Lokalhistorisk Forening i Agedrup. Han kom oprindelig fra Sønderjylland, men slog sig ned i den nordøstlige ende af Odenses opland, hvor han kender og er kendt af næsten alle som lokalområdets krønikefortæller og –skriver. Han er forfatter til mere end 100 historiske artikler til lokalbladet Agedrup Rundt. Disse artikler danner baggrund for udgivelsen af Agedrup Krøniken. Ib Holdt har desuden udgivet familiens slægtshistorie i tre bind, været kirkesanger i Seden og Aasum Sogne og holdt talrige foredrag om Agedrup Sogns historie, ligesom han har været guide på byvandringer. |
Ib Holdt